torsdag den 19. maj 2011

Om at b

Ak, ja, her sidder jeg nu og fedter med et blogindlæg og indrømmet, der har ikke været for mange på det seneste. Det er nu ikke fordi jeg mangler inspiration, men at sætte sig ned og skrive det ned på "papir" kræver jo sin kvinde. Jeg læser det ene blogindlæg efter det andet fra min datters hånd og er vildt fascineret over hendes gode skrivestil. Det flyder bare som "skidt fra en spædekalv" for at bruge et gammelt udtryk. Her sidder jeg så og tænker, hvad kan jeg dog gøre for at komme op på linie med hende og må sige, at det sker aldrig, for for h...... hvor er hun bare en dygtig pige med ben i næsen og jeg bliver da også lidt stolt, når jeg ser, hvor mange der følger med på hendes meget spændende blog.
Nu skal det til mit forsvar siges, at hun har taget en uddannelse som skolelærer og er s....dygtig til sit fag (job). Hun har fra helt lille været meget interesseret i det skrevne ord og det er nok ikke mange, der kan prale med at læse aviser (endda Berlingske tidende) fra hun var ca 8 år (og nej, det var ikke kun billeder og tegneserier). Det kan Anne. Ord er hendes mantra.
Nu tilbage til min egen blog eller mangel på samme. Jeg må jo bare tage mig sammen og få skrevet lidt til jer her, så det tror jeg at bededagsferien skal gå med. Der skal tages lidt billeder af bil, have og mand og lægges ind her. Det bliver som det nu engang bliver. jeg skriver med mine ord og Anne med hendes og det er jo egentlig som det skal være.
God bededagsferie derude og pas nu godt på jer selv.
Knus Kirsten



søndag den 3. april 2011

Længe siden sidst

Ja, så er der lige tid til et lille indlæg herfra. Jeg syntes altså den ene dag tager den anden og tiden bare iler afsted.
Min store datter Anne bliver idag 31 år - stort tillykke herfra til hende - syntes ikke det er så mange år siden vi kæmpede med at stå op om morgenen og gå i skole (9. og 10. klasse), ej heller så mange år siden vi syntes hun var for længe ude om aftenen og havde en højlydt diskussion derom, ja i det hele taget et det bare ikke så længe siden hun var barn og boede hjemme, men ak og ve, det er det jo. Nu er hun gift, har 2 børn, en god uddannelse og bor i Odense og gud hvor jeg savner hende på dage som disse. Det er jo dejligt, når det går vores børn godt og det kan vi som forældre jo kun glæde os over og det gør jeg meget i øjeblikket. Alle er godt igang med gode jobs og dejlige familier.
Vi har så idag fejret vores største barnebarns fødselsdag (som reelt er på tirsdag). 5 år bliver han og har allerede en rokketand. Tænk til næste år skal han begynde i skole. det er da vildt. Tiden løber bare afsted og de små følger godt med. Noah's fødselsdag blev holdt sammen med Marika's (som blev 2 år den 28.febr.). den blev holdt ude i en skov ved Hillerød, hvor der er masser af legemuligheder og et hus, hvor vi kan drikke kaffe, the og spise kage. Herligt sted.
Så er der bare min egen fødselsdag tilbage og ja, tiden løber hurtigt i øjeblikket, men jeg syntes da ikke jeg føler mig så gammel endnu, selvom dåbsattesten nok siger noget andet. Kan da stadig følge med, når det går lidt hurtigt i dagligdagen heldigvis og nyder da også stadig kvalitetstid sammen med børn og børnebørn - også gerne en rask fodboldkamp på græsplænen, hvis det skulle komme min vej forbi.
Stort tillykke til alle fødselsdagsbørn og børnebørn, der har fødselsdag i dette første halve år af 2011.
Pas nu godt på jer selv derude.

fredag den 25. februar 2011

Held og ferietid

Ja, så kommer der endelig et nyt indlæg her. Det har været en hektisk tid med masser at se til.

Vi har haft besøg af børnebørnene fra Fyn samt deres mor og haft nogle hyggelige dage med alle 3. Dejligt at se de små igen, har ikke set dem siden før jul og de var savnet af hele mit hjerte.
Der sker så meget med dem i øjeblikket. Frej har fuld fart på og prøver ihærdigt at få et sprog, hvilket jo nok skal komme og Laust har så rigeligt med sprog og er en meget klog og følsom dreng, der også har smidt bleen siden sidst jeg så ham og han er god til at gå uden ble. Vi var ude at gå tur og da vi kom hjem sagde han, at nu skulle han altså tisse, han havde holdt sig længe, imponerende af en 4 års dreng.
Han var også ude at gå tur med morfar, hvor de skulle se på togene. Der ligger en sti tæt på togskinnerne og Laust udbryder til morfar: "Syntes du egentlig det her er en god idè, morfar" på sit bedste syngende fynske sprog. Han syntes nok, han var lidt for tæt på togene, som han ellers holder uendeligt meget af og har stor glæde af, at kunne se fra mormor og morfars hus.
Masser af kysser og krammere fik vi også, nu mest fra Frej, Laust mener lige nu, at han er lidt for stor til at kramme hele tiden og vil også mest kramme sin mor, hvilket også er i orden, vi ved jo han elsker os.

Held har vi så ikke haft så meget at de sidste mange måneder. Jeg skrev om alle vores problemer med bilparken, de fleste skulle nu være klaret, men vi mangler lige at få fiat'en færdig fra maleren, hvilket sker i førstkommende week-end og lavet parkeringssensoren på Skoda'en. Til gengæld er så nogle af vores elektriske ting i huset gået i stykker. John var lidt uheldig at falde over opvaskemaskinen, så lågen gik i stykker, det er lidt surt, når man tænker på, at der er lagt gulv efter maskinen er sat ind, men vi har fået det undersøgt og den kan vistnok godt komme ud uden at bryde hele huset op. Nu står den så på opvask i hånden - godt vi kun er 2 personer - det er altså noget træls, jeg hader at vaske op og glæder mig derfor til at få en anden maskine ind. Vi har heldigvis vores gamle maskine stående hos vores udlejer og han er villig til at installere den for os, forhåbentlig snart..

Her forleden dag gik så min håndmixer i stykker og det er bare noget møg. det er en Braun multi maskine, der har flere funktioner. Den kan hakke, blende samt de almindelige funktioner en håndmixer nu har.
Jeg har så besluttet, at denne gang vil jeg ikke have een maskine til det hele, jeg vil hellere have 3 maskiner. så det hele ikke er afhængigt af en hoveddel som den gamle. Jeg har været lidt heldig at finde en billig OBH stavblender samt håndmixer og vil så vente lidt med at købe minihakkeren, som jeg har et godt øje til. OBH har en lille minihakker, som man også kan købe råkostudstyr til, den vil jeg meget gerne have, men kan jo ikke få det hele på een gang, så den må vente til næste måned. Jeg vil også lige observere, om jeg egentlig mangler den eller om den bare er fyld i skabet. Kan vel låne mig frem til jul, når nødderne til småkagerne skal hakkes eller gøre det i hånden.

Oven i alle vores uheld med biler og elektriske husholdningsapparater har jeg så lige fået dårlig mave. Tror lige jeg har reddet mig en virus fra børnebørnene og det er godtnok genstridig. Jeg har stadig problemer med maven her 3 dage senere, hvilket jo er lidt uheldigt, når jeg skal spille badmintonkamp i aften og igen i morgen, men mon ikke jeg klarer det trods det, at maven rumler og tumler hele tiden.
Pas godt på jer selv derude.
Knus Kirsten

torsdag den 13. januar 2011

Jul

Dette indlæg kommer lidt i forkert rækkefølge, men bær over med mig.

Jeg har svigtet lidt et stykke tid på grund af travlhed og såret stolthed over mit i sidste indlæg nævnte uheld. Nu vil jeg prøve at blive lidt bedre til at skrive her.

Vi havde en super dejlig jul sammen med sønnen og min mor her hos os. Lige så skønt det er, at være sammen alle sammen, er det nu også rart med en stille jul uden for mange omkring en. Det fik vi opfyldt i år, hvor vi bare var os 4 til hyggelig samvær og god mad. Ingen gaveræs og ingen stress. Selvfølgelig savner man lidt de små's glæde ved gaverne og deres glade leg bagefter, men velvidende at det jo nok bliver sådan næste jul, der skal holdes, så er det helt fint med os at nyde roen og maden denne jul og få, men gode gaver blev det da også til her.

Der er altid masser af planlægning, der skal gå op i en højere enhed, gaver skal afleveres, sendes, aftales, mad købes, tilberedes og gæster hentes og takket være Lene og hendes families hjælp lykkedes det hele uden egen bil. Dejligt tak.

Det er dejligt man kan trække på sine børn, når man selv står en en knibe. Anne sørgede for gaver til hendes børn samt nogle få, jeg havde med, da jeg var ovre og babysitte week-enden inde jul. Det var en stor hjælp for os, at hun klarede det hele selv, så skulle vi ikke tænke på, hvordan vi fik gaverne sendt derover (var jo ikke så godt forberedt, så de var købt inden jeg tog derover). Lene og Jacob hentede gaverne her og tog med til hendes svigerfamilie og lånte os bil til afhentning af min gamle mor. Så alt jeg skulle tænke på var at lave mad og nyde dagen, hvilket jeg gjorde i fin stil.

Juledagene er foregået uden de store frokoster, mest med at kigge på biler på nettet, så jeg var ved at få firkantede øjne til sidst.

Så alt i alt en stille og dejlig jul uden for mange krumspring her hos os.

Nyt år !

Godt nytår til alle derude, der finder vej herind til min blog.

Så er vi igang med det nye år og det bliver spændende, hvad det bringer.

Allerede nu har det bragt os en ny brugt bil. Jeg havde et mindre uheld lige før jul i min mest travle tid, hvor jeg baldrede min god lille Fiat Punto. Det var bare et lille puf og desværre min skyld. Modpartens bil fik dårligt en ridse, men min lille "plastik" bil fik smadret fronthjelmen, køleren og nogle andre småting, som desværre koster en mindre formue i forhold til bilens værdi. Helt på spanden måtte vi straks finde en anden løsning og har købt en brugt Skoda Fabia af en forhandler. Så skulle den sag være ordnet, men ak nej, straks min søde mand kører en tur bekendtgør han højlydt, at der er en "lyd" fra bagtøjet. Så slemt er det nu ikke, men der var gået et hjulleje, så tilbage til forhandleren med lidt ondt i maven, for hvad nu, hvis han forventer vi betaler halvdelen under påskud af, at det kunne de ikke vide ville ske. Forhandleren var nu reel nok og tog den på deres kappe, så nu kører vi frit og frejdigt igen derudaf i vores fine dyt.

Derudover har det nye år også bragt lidt forandring på mandens job, som vi ikke helt kan gennemskue endnu. Puha, godt der kun er få år tilbage til hans pensionering, Den begynder man da ligefrem at glæde sig til snart. Knap 4 år, medmindre han kan få det forlænget med et par år. Idag er man jo ikke helt klar til at lade sig pensionere som 60-årig, men i statens tjeneste er det ikke altid man har muligheden for at blive længere. De har jo ikke ligefrem ry for at forlænge tidsbestemte kontrakter, desværre. Det nye er at han nu skal stille bilen, når han har fri. Der har de vist ikke lige fået logistiken på plads, da han tit henter sin chef kl. meget tidligt, hvor der ikke kører tog og bus herfra ligesom han kommer sent hjem meget ofte, hvor det sidste tog er kørt, så enden bliver jo nok, at han er nødt til at køre i bil på arbejde. Så en anden må bare op på cyklen og derudad. Der røg den frihed til at komme rundt selv uden at skulle tage bus og tog.

Dette er bare et par af de ting, der sker omkring os i det nye år. Håber der ikke kommer for mange "overraskelser" i løbet af året her, især når man, som jeg, har brug for orden og faste rutiner for bedst at fungere.

Jeg skal nok sætte billeder op af vores nye bil, når jeg får scannet dem ind på et tidspunkt.