torsdag den 13. januar 2011

Nyt år !

Godt nytår til alle derude, der finder vej herind til min blog.

Så er vi igang med det nye år og det bliver spændende, hvad det bringer.

Allerede nu har det bragt os en ny brugt bil. Jeg havde et mindre uheld lige før jul i min mest travle tid, hvor jeg baldrede min god lille Fiat Punto. Det var bare et lille puf og desværre min skyld. Modpartens bil fik dårligt en ridse, men min lille "plastik" bil fik smadret fronthjelmen, køleren og nogle andre småting, som desværre koster en mindre formue i forhold til bilens værdi. Helt på spanden måtte vi straks finde en anden løsning og har købt en brugt Skoda Fabia af en forhandler. Så skulle den sag være ordnet, men ak nej, straks min søde mand kører en tur bekendtgør han højlydt, at der er en "lyd" fra bagtøjet. Så slemt er det nu ikke, men der var gået et hjulleje, så tilbage til forhandleren med lidt ondt i maven, for hvad nu, hvis han forventer vi betaler halvdelen under påskud af, at det kunne de ikke vide ville ske. Forhandleren var nu reel nok og tog den på deres kappe, så nu kører vi frit og frejdigt igen derudaf i vores fine dyt.

Derudover har det nye år også bragt lidt forandring på mandens job, som vi ikke helt kan gennemskue endnu. Puha, godt der kun er få år tilbage til hans pensionering, Den begynder man da ligefrem at glæde sig til snart. Knap 4 år, medmindre han kan få det forlænget med et par år. Idag er man jo ikke helt klar til at lade sig pensionere som 60-årig, men i statens tjeneste er det ikke altid man har muligheden for at blive længere. De har jo ikke ligefrem ry for at forlænge tidsbestemte kontrakter, desværre. Det nye er at han nu skal stille bilen, når han har fri. Der har de vist ikke lige fået logistiken på plads, da han tit henter sin chef kl. meget tidligt, hvor der ikke kører tog og bus herfra ligesom han kommer sent hjem meget ofte, hvor det sidste tog er kørt, så enden bliver jo nok, at han er nødt til at køre i bil på arbejde. Så en anden må bare op på cyklen og derudad. Der røg den frihed til at komme rundt selv uden at skulle tage bus og tog.

Dette er bare et par af de ting, der sker omkring os i det nye år. Håber der ikke kommer for mange "overraskelser" i løbet af året her, især når man, som jeg, har brug for orden og faste rutiner for bedst at fungere.

Jeg skal nok sætte billeder op af vores nye bil, når jeg får scannet dem ind på et tidspunkt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar