fredag den 19. november 2010

Motion

Jeg har tilmeldt mig Zumba. Denne ny måde at dyrke motion på. Jeg glæder mig til på tirsdag, hvor jeg skal prøve det for første gang.
Nu tænker i sikkert, at det kan hun da ikke med nedsat lungefunktion, overvægt, alder 50+ og dårlig kondition, men, men, det kan jeg godt (tror jeg).
Her i Hundested er der oprettet en ny Zumba skole kaldet Zumbaholics med en hjemmeside af samme navn. De har et lokale hernede i midtbyen kun få 100 meter fra, hvor vi bor.
Jeg så det i vores lokalavis og blev glædelig overrasket, fordi - og her kommer det så - de har et hold for sådanne nogle som mig, som lider af en kronisk sygdom, lidt ældre end gennemsnittet på disse hold eller har andre skavanker, der forhindrer os i at deltage på lige fod med de unge og smukke. Zumba Gold er navnet på dette hold og foregår i et lidt lavere tempo, så mon ikke mors lunger her kan følge med. Det ville da være rart at kunne prøve noget andet end bare badminton og cykling i naturen.
Det er hver tirsdag eftermiddag kl. 14.00 og det smarte ved disse hold er, at man betaler pr gang, så man betaler ikke for de gange, man ikke kan komme, hvilket på en måde jo er meget rart. Det er ikke dyrt, kr. 30,- pr gang resten af året (som snart er slut) og derefter kr. 40,-. Man kan også købe et bonuskort, hvor 6.gang er gratis, men jeg tror jeg starter med at betale pr gang for at se, om det er noget for mig.
Kan næsten ikke vente på, at det bliver tirsdag, så jeg kan komme igang, kryds fingre for at jeg kan klare det.
Knus Kirsten

Ingen kommentarer:

Send en kommentar