mandag den 7. juni 2010

Børnepasning i Odense

Vel kommet hjem efter en super dejlig week-end med Anne, hendes søde mand og deres skønne drenge.
Vi var hidkaldt, da de unge mennesker var inviteret til Anne's fætters 30 års fødseldag og ville gerne afsted begge to. Det er ikke nemt for dem helt derovre, når hele familien bor på Sjælland, så er der ikke mange muligheder for bare lige at få passet børn. Når hun endelig beder om det, gør vi altid vores bedste for at opfylde ønsket. Det er heller ikke svært, når man har så dejlige børnebørn, Frej, en lille fyr på 10 måneder med fuld fart på og Laust en lidt større fyr på 3 et halvt år med endnu mere fart på og i fuld gang med at prøve grænser af.
Modtagelsen fredag eftermiddag/aften er overstrømmende, når den store kommer løbende ud i favnen på os og overdænger os med kram og kys. Nu spørges der ind til om vi skal sove hos ham, det mener han nemlig helt bestemt vi skal og hvor mange dage skal han også vide. Herefter er der en hel del viden og oplevelser, der skal deles med mormor og morfar, bl.a. at mor er på arbejde og far laver mad, som sædvanligt bliver man forkælet med super lækker mad, den store cykel er i stykker fordi den har kørt i sne, hvilket vist ikke helt var grunden, men hvad en lille purk syntes det skulle være.
Vi havde en hyggelig lørdag, hvor vi delte familien i to, drengene samt Laust kørte i kolonihaven og slog græs, pigerne samt Frej kørte ud og handlede ind til resten af week-enden. Vi havde en hyggelig tur og Frej opførte sig bare eksemplarisk på hele turen. Resten af eftermiddagen stod i afslapningens tegn i lækkert solskin på terrassen, hvor de små legede og vi hyggede os.
Vi passede drengene om aftenen og det gik over al forventning, de sov begge kl. 20.00 uden nogen problemer med at putte dem og kl. 20.05 sad vi atter og hyggede på terrassen i det skønne vejr med en babyalarm indenfor rækkevidde.
Søndag havde vi en rigtig dejlig dag sammen alle sammen, hvor vi tog på udflugt til en rekreativt område i Odense, der vistnok hedder Stigeøen. Et stærkt kuperet område med masser af aktiviteter for børn og voksne. Kælkebaner, stangtennis, kæmpe sandkasse og masser af udsigtspunkter med udsigt over vandet. Vi fik gået en god tur op og ned af bakkerne og Laust og jeg fik hoppet på nogle betonbuler, der var placeret, så man kunne hoppe fra den ene til den anden, hvis altså man er voksen, Laust måtte ned på jorden mellem hver bule, men sjovt var det og igen var vejrguderne med os. Efter Stigeøen tog vi et smut i Bilka og spiste is, hvorefter vi tag hjem i haven og nød det sidste af dagen samt et måltid mad inden afgang mod Sjælland.
Alt i alt en skøn tur med alt for lidt tid. Vi nyder de små doser vi kan få af Frej og Laust, de skal jo holde længe, men dejligt drengene er så glade for at se os trods det, at der går lang tid mellem hver gang vi ser dem.
Glæder mig allerede til næste gang og savner dem alle 4 helt vildt.

1 kommentar:

  1. Ja, det hedder Stige Ø, det havde du ret i.
    Og vi er også skide glade for at I er så gode til at komme så tit som I gør, og dermed kan spille en aktiv rolle i drengenes liv, fremfor at være nogen langt væk mennesker, de aldrig ser.
    Skønt med skønt på. Tænk, det kunne jeg skrive et helt blogindlæg om selv, jo :-)
    Selv tak for en dejlig weekend.
    Knus Anne

    SvarSlet