fredag den 25. juni 2010

Torsdagshygge i haven



Hver anden torsdag er jeg så heldig at få lov til at hente mine 2 børnebørn, der bor her i Hundested. Noah og Marika. Noah er 4 år og Marika er 16 måneder. De går i henholdsvis børnehave og vuggestue i en delvis integreret institution bare 2 km fra, hvor vi bor. Deres mor arbejder i en bank, der jo har længe åbent om torsdagen, deres far kører lastbil og er også sent hjemme, derfor må vi bedsteforældre skiftes til at hente poderne.
Når det er muligt med vejr og vind foretrækker jeg at hente dem på cykel. Jeg har fået monteret 2 cykelstole på min cykel, en smart Bobike mini foran og en til større børn bagpå. Det er noget af et syn når jeg kommer trillende med begge børn på cyklen samtidig.
Her skulle så have været et billede af cyklen, men det fik jeg ikke lige taget, så det må vente.
Tilbage til torsdagshyggen. Igår hentede jeg ungerne tidligt, det vil sige lige efter kl. 15, så vi kunne nå at lege i haven. Vi har købt en ny sandkasse, hvor der er sand i underdelen og låget kan bruges til badebassin på meget varme dage. Ret smart. Den vakte stor glæde og de to poder brugte resten af dagen i og omkring sandkassen. Hvad var mindre smart var, at alle sandtingene, spande, skovle, sier m.v. lå på loftet, så vi måtte improvisere lidt. Det er utroligt hvad man kan finde i skabe og skuffer. Spiseskeer, plastikkopper og farvede plastikskåle kan sagtens bruges som sandlegetøj. Så nu er sandkassen blevet indviet med manér og nu venter vi bare på det bliver lidt varmere i vejret, så vi kan prøve at bruge den som badebassin, forhåbentlig om knap 14 dage, hvor det igen er min tur til at hente dem :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar